7 år - og fest i 3 dage!

Så fyldte min guldklump 7 år - og selvfølgelig skal sådan en begivenhed fejres! Han kom til os for 7 år siden som vores egen helt specielle og højt elskede julegave. Jeg husker endnu følelsen af at sidde med ham i armene juleaften og bare nyde, at have sådan en skøn og smuk baby, der sov roligt, blidt og uskyldigt!

Men de dage er ovre, og nu er det en klog og skøn skoledreng, der har plads midt i familien.
Fredag var der 21 børn, der indtog huset her. Heldigvis havde vi allieret os med en klassekammerat, der havde fødselsdag for en uge siden - så det betød, at vi var 3 voksne til at servicere og holde ro og orden.

Søde børn er de - men det giver altså noget larm med sådan en flok!

Lørdag var det så familiefødselsdag. Desværre var der en del frafald pga sygdom og dårligt vejr, men vi hyggede igennem os, der var der.

Men hvad stiller man egentlig op med en 7 årig knægt, som kun har ET ønske om dessert til sin fødselsdagfest, og det ønske er budding?? Tjo ... man laver budding! Og lader som om, at det er helt normal fødselsdagsdessert for en 7-årig!

I dag var så selve dagen ... med morgenvækning og nattøj lige ind til middag. Masser af ro og fred. Tid til at bygge lego, spise langsomt og strikke fingerstrik af hele det nøgle garn, han fik i kalendergave i morges.

Nu sover han, og jeg har hevet balloner ned og pakket flag væk. Men mindet om en dejlig weekend i Mathæus' tegn vil følge med os lige ind i juletravlheden!

Sct. Lucia

Så oprandt dagen - sct. Lucia-dagen! Når man er 5 år kan det være meget spændende at skulle gå i lucia-optog. Endelig er man blevet en af de store i børnehaven! Og i ugerne op til den store begivenhed har vi øvet på sangen. To vers fyldt med uforståelige ord for en 5-årig. Så derfor blev "rundt om i hus og hjem" til "rundt i Jerusalem". Og linjerne med "Skænk os af lykkens væld - lige til livets kvæld" til nogle uforståelige lyde, der lød lidt som det skulle.
Og selvom man er en lille vild-krabat, så ser man da ganske yndig ud som stjernedreng!

Men hans egen identitet forblev intakt - han har forskellige strømper på, selvom de begge skulle være hvide :-)

Og når opgaven så er klaret, og man stiller op til "Bedsteforældre-fotografering", så kan man da godt lige tage en lille sejrsdans og lidt kung-fu-øvelser!

Ornitologspire

Lørdag eftermiddag: mor og far og dejlig besøgende trænger til at ramme sofaen og lige få en øre-pause. De to ældste har besøg, og mindstemanden følger jo altid trop, så de er taget på fodboldbanen. Mellembarnet gider ikke den slags. Gode råd er dyre. Heldigvis siger den dejlige besøgende: "Giv ham et kamera og send ham ud og fotografer fugle". Nøj, hvor hun forstår ham!

Dagen inden var fodringssæsonen begyndt, og træet bugnede med mejsekugler. Og inden længe var han i tøjet, havde fået påsat faderens fotostativ på moderens ydmyge pocket-kamera, og så sad han i skjul på terrassen og fotograferede fugle.
Nogle af billederne ses herunder:

Og ja - det er svært at tage gode fuglebilleder i novembergråvejr med et lille kamera med digitalzoom. Men han fik da både musvit, blåmejse og spætmejse.

I store stakke ...

Tænk at have en far, der bager vafler i Rasmus-Klump-mor-stil! Og her ser vi endda kun et udpluk.
Og når mor så lige har lavet lækker Ingridmarie-æblemos med nelliker og kanelsmag til at komme ovenpå, så kan sådan en flok drenge godt nok spise!

Velbekomme!

PS: Og så håber jeg, at skriveblokaden er afblæst!

Dagen

Det er sengetid for de to yngste i husstanden. Vi går i gang med de sædvanlige aftenritualer, for lidt senere at være færdige med godnathistorien. Mens den 4-årige får sunget, bedt aftenbøn, bliver puttet og kysset, gør den 6-årige sig klar, til det bliver hans tur. Jeg sidder som sædvanlig på den lille stol ved siden af hans seng, og begynder som sædvanlig på den sædvanlige aftensang.

Tak Jesus for en dejlig dag
Fordi du var os nær
Mens natten ruller ud sit tag
Vær fortsat med os her.

”Moar! Moar!” plager han, selvom han ved, at jeg absolut ikke kan lide, at blive afbrudt i sangen.

Værn bror og søster, far og mor
Men sæt dig her hos mig.

prøver jeg ihærdigt at fortsætte, mens han bliver ved: ”Moaaarr! Mooooor! Stop lige!”

Det ber jeg om, fordi jeg tror,
At du er glad for mig.

Til sidst giver jeg op. ”Mor, hvad er 65 plus 65?” ”Det er 130” ”130 plus 600 hvad er det?” ”730” ”Så er 2 gange 365 lig med 730” ”Og hvorfor er det så vigtigt lige her midt i aftensangen?” ”Fordi så er to år 730 dage”. Længere tænkepause … ”Hvor mange dage har jeg levet?” Og her kommer moren til kort, for hun er ikke så stiv i hovedregning, at hun sådan lige kan regne ud, hvad 6 3/4 gange 365 er, når dagen endelig er nået der til, at man kan putte børn. ”Det er over 2.000 dage.” ”Så har du sunget den sang mere end 2.000 gange?” ”Ja, det har jeg” og så lægger han sig tilfreds ned på puden igen og smiler sit underfundige smil uden at lægge de gange til, jeg også har sunget den for hans brødre.

Lad også morgendagen bli’
Den bedste vi har set.
Så kære Jesus hviler vi
Helt trygt, nu har vi bedt!

Flere tusinde gange har vi takket Gud for en dejlig dag, har vi bedt om hans beskyttelse, og bedt om, at dagen i morgen må blive den bedste indtil nu. Er det ikke lidt overdrevet? Kan vi blive ved? Kan man nøjes med at gøre det en gang om måneden? En gang i kvartalet? En gang om året?

For Gud bliver det aldrig trivielt at lytte til vores bøn og sang. Og han synes ikke, at det er at regne i for små enheder, når man regner i dage. En time er for kort, et år er for langt. Dagene er de små bidder, Gud har delt livet op i, så vi kan sluge og fordøje det bid for bid.

Jeg kysser min søn og putter dynen rundt om hans dejlig varme ben, mens jeg beder min egen stille bøn om, at han må opleve hver dag som god, at han må forstå, at vi ikke skal bekymre os om dagen i morgen, og at den har nok i sin plage (Matt 6,34), og at hvis han kan blive med at lade den ene gode dag følge den anden, så bliver det til et godt liv. Og ikke mindst, at han kan glæde sig og juble over hver eneste dag, fordi hver eneste dag er givet os og skabt af Gud (Sl 118,34).

Første skoledag, 2010

Så skete det igen ... første skoledag og nye klassetrin.
De to ældste går nu i fjerde klasse (hvem skulle tro, at det gik så hurtigt at komme dertil???!!!), og den mellemste skulle begynde i 1. klasse.
Yngstemanden ser bare ud, som om det er ham, der har føste skoledag - men det er nok fordi han ved, at om lidt vanker der en tur i skolegården med de store - og DET kan han lide.

Dagen forløb i fin stil - alle kom glade og tilfredse hjem med taskerne fulde af nye bøger - som jeg har pakket ind! Den nyslåede 1. klasser kommenterede dagen således: "Det var nu godt at komme tilbage igen!"

På forældresiden er vi jo bare glade for at have en lille, tryg, overskuelig og dejlig skole lige på den anden side af vejen!

Mors øjesten

Vores børn har kælenavne - den yngstes er "mors øjesten". I lørdags kom han krybende ind under min dyne kl. 4. Han kunne ikke nøjes med at ligge imellem mor og far - han skulle ligge og mose sig op ad mig, så jeg til sidst lå på yderkanten af sengen.
Da det blev lidt mere morgen, spurgte jeg ham, hvorfor han kom og skulle sove under min dyne: "Fordi jeg sover så DEEEJLIGT dér!"

Her til aften sad han og trykkede intenst og længe på lege-mobil-telefonen. Faren spurgte, hvad han lavede. "Jeg skriver en sms til mor".
"Hvad skriver du?"
"Hej Honey! Jeg elsker dig i heleste verden! God nat og sov godt. Slut-prut-finale."

Er det så mærkeligt, at han er min øjesten?!

Brok-blog

Stilhed før storm ... eller tale er sølv men tavshed er guld??
Faktum er, at der har været stille her på bloggen et stykke tid. Jeg fandt endda ud af, at jeg har en læser - der var nemlig en der spurgte, om det ikke var tid til et blogindlæg - tak, svoger! :-)
Der er to primære grunde til stilheden/afmatningen: 1) Travlhed 2) Jeg har for længst besluttet at dette ikke skal være en brok-blog - dem er der nok af.
De sidste mange års travlhed og mangel på pauser har været medvirkende til en sur, træt og stresset kvinde her i huset.
Jeg har erkendt problemet, og er igang med at gøre noget ved det - og får god hjælp og støtte til det.
Det har så betydet nogle ændrede prioriteringer og dermed nogle fravalg, som ikke har været lette at træffe, men som har været tvingende nødvendige.
Og så har der været en hel masse udefra kommende ting, som bare er væltet ned over mig og familien, som også har tæret på kræfterne, og har gjort det svært at få rejst sig igen.
Men vi er på rette vej (uforbederlige optimister) og håber at tingene langsomt, men sikkert, går opad igen.
Hermed slut på brok-bloggen!

Lots of ash - no cash ...

Det må bare ikke være sjovt at være islænding i disse dage ... jeg tror de fleste har et lidt anstrengt forhold til den lille vulkanø mod Nordvest.

Personligt gik det op for mig torsdag formiddag i sidste uge, at det nok også kom til at påvirke mit liv. Jeg havde tilbragt ugen på et givende kursus om "human sexuality" og "parent education". Vi boede på et ganske pænt kurhotel med masser af lettere overvægtige tyske, russiske og slovenske/kroatiske pensionister, der troppede op i restauranten iført uklædelige jogging-/træningsdragter og kondisko. Hvorfor??
Resten af tiden daffede de rundt i badekåbe og badesandaler mellem værelserne, poolområdet og spa-behandlinger.
Vi andre sad numsen flad til god, givende og ikke mindst kompetent undervisning og udnyttede vores netværk til udveksling af idéer, ressourcer og viden. Nå ja, og så var vi fire stykker, der inden ugen var omme havde et stambord i caféen ved siden af mødelokalet ;-).

Hjemtur
Torsdag læser jeg tilfældigt på jp.dk, at en vulkan sender askeskyer op og giver uregelmæssig luftfart. En time senere går det op for mig, at jeg jo skal flyve hjem næste morgen, og at det dermed kommer til at påvirke MIG!
Adskillige danske, norske og engelske nyheds- og vejrsider blev fulgt flittigere end der blev deltaget i undervisningen den eftermiddag.
Og kl. 18 var planen klar: Vi var fem, der skulle til henholdsvis København, Oslo og Stockholm. Ingen lejebiler kunne fås i Slovenien. Kroatiske lejebiler kunne vi ikke få lov at køre internationalt, så planen blev en taxi til Graz, og derfra lejebil one-way til Oslo med et par stop til at sparke os andre af. Prisen var horribel, men med fem til at dele den, og sammenholdt med, at vi får flybilletten refunderet og sparede et par overnatninger kunne det ikke gøres bedre.
Vi kom afsted kl. 20 fra hotellet. Og så gik det ellers derudad. Det gik som smurt - trafikken var samarbejdsvillig, køerne få (foruden den omfart, der kostede os en time ved Hamburg ). Chaufføerne var dygtige. Første mand kørte til klokken 3 om morgenen - den anden til kl. 9. Vi to kvinder fik til opgave at holde snakken gående, så chaufførerne ikke døsede hen, hvilket vi selv syntes vi klarede ganske udmærket.
Klokken 13.08 fredag eftermiddag blev jeg sat af i Kastrup (nøj, hvor var der stille!!), og resten af selskabet fortsatte mod Göteborg (hvor de to svenskere blev sat af for at tage toget resten af vejen), og lejebilen blev afleveret på Gardamoen 45 minutter før de 24-timers lejetid var gået.

Endelig i Kastrup

Pyyyyhhhh ....

Men jeg har ikke et sekund fortrudt den hurtige beslutning om at skynde os hjem i bil! Nogle af de andre kursusdeltagere har brugt op til 77 timer i adskillige tog, færger, taxaer etc. for at komme hjem til deres destinationer i Finland, Norge, England og Skotland.
Som souvenir har jeg forøvrigt stadig et blåt mærke på hver balle efter at have siddet 1551,1 km oven på seleholderne i midten på bagsædet af en Mercedes A.

Lidt om vandmolekyler

Jeg fulgtes med den 6-årige hjem fra skole i går, da han sådan lidt gammelklogt fortæller om vejret: "Se, mor, det støvregner. Det er fordi vandmolekylerne er helt små. Så er det nemlig kun stenene der bliver våde."
"Jo, jo" siger man så og tænker på, at det nu er et ganske avanceret pensum de holder sig i "natur og teknik" i 0. klasse! Og en smule ambitiøs ud i det naturfaglige bliver man da også på knægtens vegne.

2009 / 2010