Bryllupsdag

16 år ... og han er stadig verdens bedste!

Fredagstravlhed

Her til morgen nåede vi både at bage boller til hele Mariehønestuen og lave sunde havregrynskugler uden sukker til hele børnehaven (godt de kun er 17 børn tilbage...). For de to yngeste skulle jo slutte en livsfase idag.

På mandag begynder så en ny dagligdag i en ny børnehave. Det tegner godt. De fik for to dage siden et flot brev hver i postkassen. Der var sat klistermærker på konvolutten og den var håndskrevet.

I brevet stod der en lille hilsen fra børnehaven og hvilke figurer de har på deres plads og vandglas - store fremskridt. Det skifte kan kun være til det bedre!

Men nu venter så en fredagsrengøring herhjemme, weekendindkøb og regøring af hele skolen inden vi kan lade sabbatsroen indfinde sig.

Og med den dagsorden bliver man jo bare endnu mere taknemmelig over den bilfuld af nystrøget tøj manden kom hjem med i nat - tak Mor! :-)

Regnskovstur

Jeg tiltuskede mig en travetur i skoven idag. Kun mig, gummistøvlerne og regnen. Havde brug for at få ryddet op i hovedet, og så er frisk luft og højt til loftet det bedste.
Det var fantastisk. Skovens farver var utrolige. Helt lysegrønne men på en dyb måde. At kigge op igennem bøgetræernes grene, der højt over skovvejen samledes som et hvælvet tag gav et sanseindtryk, som gav genklang i sjælen.
Det hjalp at få sorteret lidt i tankerne, talt med Ham deroppe og få frisk ilt til en søvning hjerne.
Så var jeg klar til en aften med skolebestyrelsesmøde ...

Nattero

Klokken 2 i nat hørte jeg små trin i gangen. Jeg hørte dem, for jeg sov ikke. Roen kunne ikke indfinde sig på trods af adskillige Sudokuer, så et glas vand, vende dynen, putte lidt med manden, vende sig igen, prøve at lægge tankerne fra sig. Og så hørte jeg de små, hurtige trin - dap, dap, dap, dap, dap.
Han kravlede op, moste sig ned i midten, lagde de bare, buttede arme om min hals, kyssede mig to gange på munden og sagde: "Du er sød, Mor" - og faldt i søvn.
Tænk - det gjorde jeg også - endda med et smil på læben og en taknemlighed i hjertet!

Tanker på en regnfuld lørdag

Det var heldagsregn af format hos os i lørdags - af den tunge slags. Så velankommet hjem fra kirke gik vi igang med frokostforberedelserne, mens mindstemanden sov tungt på sofaen.
Jeg satte masser af levende lys på bordet og kogte en pæn mængde vand, så alle kunne få the.
Og mens vi sidder der og råhygger med regnen silende ned udenfor vinduerne siger familiens absolut største livsnyder på 7½ år: "Ih, hvor er det hyggeligt det her! Det er nu ret dejligt med en regnvejrsdag engang imellem."
Og på en måde måtte jeg jo give ham ret, for hvor vi hyggede os. Og mens faren tog sig en lur , fik vi andre ryddet af bordet og spillet spil og læst højt.
De to ældste havde en overnatningsaftale med deres fætter, så der skulle også pakkes kuffert og sovepose.
Den galante ægtemand tilbød at tage alle fire børn i bilen og køre afsted for at aflevere, så også jeg fik en rigtig regnvejrs-lørdags-sofalur. Den var yders tiltrængt og meget værdsat. Men inden de alle drog afsted i højt humør skulle der lige siges farvel og kysses og "ha det nu godt".
De sidste ord jeg tilgengæld hørte fra bagsædet af bilen var: "Du må altså undskylde Mor, men jeg tror ikke jeg kommer til at savne dig."
Nej vel så!
Det jeg savnede den eftermiddag (udover mine to store børn, selvfølgelig) var en brændeovn...

Servernedbrud

Grundet en rigtig dum virus, som lægger familiemedlemmerne på langs med feber og dundrende hovedpine, hærger os. Én ad gangen.
Derfor har der været lidt stille her på bloggen i nogle dage.
Når vi er ude på den anden side kommer der et indlæg om en regnfuld lørdag og dens oplevelser set gennem et par barneøjne eller fire ;-)
Hold jer på benene til vi ses igen!

Og det bliver ved

Der kom et guldkorn mere fra den 4½-årige, som jeg også bare må dele. Utroligt hvilke ting, man får at vide, som man slet ikke anede.
At spise med ham er en udfordring uden lige, fordi han - i omgivelsernes øjne - er forfærdelige langsom! I går aftes kom grunden så:
"Jeg spiser så langsomt, for så ligger maden pænere i maven."
Så er det slået fast!

Underjordiske vegetarer

Afsted i fuld pedalfart mod børnehaven mødes vi af rødt lys. Det giver jo mulighed for lidt filosoferen over tilværelsens mysterier for den 4½-årige.
"Gult lys betyder 'vent lige'. Det er sån at de har tid til at male lyset rødt. For det bliver malet af dem, der bor under jorden. Ikk' Mor?!"
"Hvem er det, der bor under jorden?"
"Det er planteæderne."
Se så blev jeg så meget klogere!

Så er det vist på tide

Er man ved at være træt, når man siger "stuk og søn" istedet for "suk og støn"? Jeg tror det. Godnat!

Sygdomsføljeton

Så har vi et barn på penicillin med en strep-A infektion i halsen. HÅBER bare ikke vi bliver smittet! Heldigvis har han det bedre, er næsten feberfri og frisk nok til at ligge og se DVD'er og læse bøger. Så det er jo ren sygehygge!
Vi tager en sygedag mere i morgen, og så håber vi han er i form igen.

Tror du han er glad?

Den største ligger stadig på sofaen, som han har gjort siden i går eftermiddags. Feber, ondt i halsen, ondt alle andre steder også.
Den anden store dreng skulle koncentrere sig om lektierne, mens de to yngeste var ude på en mission med farmand.

Missionen lykkedes - og se, hvad de kom hjem med:

OG ...

den har lås med nøgle!
Gæt om vi har fået nogle kilometer i benene her i eftermiddag!!

Nogen gange går det helt anderledes

Dagen igår begyndte så fint - med at skulle skynde sig ud af døren for at nå i kirke til tiden. Bortset lige fra det, så var det en dejlig dag. Solskin, varme, hygge på terassen, en slapper i hængekøjen og "sejletur" med vandmelonerne.


Min førstefødte klagede dog godtnok over, at han frøs - så han fik et tæppe over sig i hængekøjen. Til sidst trak han indenfor på sofaen ...

mens feberen steg og steg. Da vi nåede de 40 fik han en panodil og faldt i søvn.
Fordelen var, at der så blev mere frugtsalat til os andre, som mindstemanden havde hjulpet med at tilberede under dybeste koncentration!!


En hård nat for faderen, som blev bestilt som nattepasser, mens jeg fik lov at sove i den syges seng. Se, sådan kan en dag udvikle sig helt anderledes, end man havde tænkt sig!

Må man godt være stolt?

I dag er jeg stolt af mine børn - de to ældste ihvert fald. Utroligt så fornuftig man faktisk kan være, selvom man kun er 7½! Også selvom de igår var lige ved at få mig til at blive endnu mere gråhåret end jeg er i forvejen.
I går havde vi en TRÆLS aften. Alle var sure, trætte, irritable, grådlabile, hidsige, råbende og ...
Jeg blev da også mødt med et "Hvofor henter du os så sent?" da jeg endelig nåede til at hente dem i SFO'en - men der var en aftale, jeg skulle have overstået før jeg kunne komme.
Og derfra gik det kun nedad. Maden var ikke, hvad de havde øverst på ønskesedlen. Den yngste fik et spil mere end de andre på computeren, "I kan slet ikke li mig" og derudad.
Til sidst gik vi de to ældste på klingen, og så kom indrømmelsen: "Vi fik flødeboller i dag, fordi Andreas havde fødselsdag." Fra nu af hader jeg flødeboller! Hvorfor skal en lille brun boble med oppustet klister på en papbund få lov til at ødelægge en hel aften for en hel familie? Jeg ved det ikke, men vi er åbenbart så følsomme overfor sukker og dets afarter, at blodsukkeret ryger lige i vejret efter bare en flødebolle, og derefter dykker det helt ned i minusfeltet med aggressioner og emotionel nedtur til følge.
I dag er det så fredag - en udfordring for de sukkerfølsomme. Børnene i SFO'en skiftes til at have servering med om fredagen, og ofte er det kage. Derudover skulle de til fødselsdag.
Og så er det nu jeg bliver stolt, for vel hjemkommet fra SFO siger den ene: "Jeg sagde nej tak til roulade og tog et stykke vandmelon istedet for. Så vil jeg hellere tage et stykke kage hos Andreas i eftermiddag." Flot!
Så fik de ellers en skål nødder for at få noget protein i kroppen til at binde sukkeret og et glas "Guarmin" til at stabilisere blodsukkeret inden de blev fragtet til fødselsdagen. Og de har klaret det fint! De bad om vand i stedet for saft, og de byttede de smarties-æsker de vandt i tombolaen til blyanter. Og de nøjedes med et stykke islagkage.
Da de kom hjem var de glade og stolte over, at de havde klaret det så fint - og de kunne jo også selv mærke, at de havde det godt.
Så idag slutter jeg dagen med at være taknemmelig over, at nogle af de ting vi prøver at lære dem faktisk lykkes, og at de selv begynder at turde vælge, hvad de vil spise, og ikke bare følger efter flokken.

Så er det afgjort

Så er det afgjort. Den 4½-årige skal skifte børnehave, og den yngste skal ikke begynde i den børnehave vi først havde tænkt. Vi har aldrig haft den store glæde over stedet, som vi nu har besøgt dagligt i 1½ år - og her i sommer gik det helt galt. En pædagog sagde op midt i strejken. Lederen blev sygemeldt med stress (hmmmm....) først på sommeren, og en pædagogmedhjælper sluttede. Institutionens mest engagerede og ansvarsbevidste medarbejder - en 20-årig pædagogmedhjælper - skal på uni, så han stopper i morgen. For en uge siden fik vi så at vide, at den sidste pædagog i børnehaven (souschefen) har sagt op pr. 1. september!
Det er ikke det kaos, vi vil byde vores børn - og hvilken indkøring til børnehavelivet havde det lige være for den yngste med lutter vikarer?
I dag har vi så set på en anden børnehave i området, og efter en halv time der, var vi ikke i tvivl om, at de begge vil komme til at få det bedre der. Og vi som forældre vil også føle os meget mere trygge ved at aflevere dem der, end den nuværende løsning.
Tankerne kredser alligevel omkring rigtigheden af valget - men mavefornemmelsen er god indtil videre, og den skal jo få lov til at bestemme engang imellem.
Men det havde nu været fedt, hvis der lå en skovbørnehave sammen med kirken på den anden side af vejen ...

Sidste gang

Som der er en første gang, så er der også en sidste. Her i sommer har vi haft et par "sidster". F.eks. har vi skiftet ble på egne børn for sidste gang - efter 7 år og 10 måneder med adskillige bleskift hver dag. Og ja - puslebordet er sat væk!
Vi har også ledt efter sutten for sidste gang i 7 år og 10 måneder, og har vænnet et barn af med sutten for sidste gang.
Om 3½ uge har vi så også hentet et af vores egne børn i vuggestue for sidste gang. Det lader til, at mindstemandens liv er fyldt med "sidster" lige nu.
Konklusionen må være, at han er ved at blive stor - sine 2½ år til trods ;-)

Første gang

Der findes en første gang for alt - i hvert fald her på jorden.

I dag var det så første skoledag for en masse skoleelever over hele landet. Også her i huset var der to drenge, der hurtigt kom i tøjet, så de kunne indtage et helt nyt klasseværelse og sige goddag til to nye klassekammerater og en taskefuld af nye bøger.

Udenfor skolen mødte jeg spændte børn med skinnende tasker og stolte forældre og rørte bedsteforældre med videokameraet i hånden.

Så er det, at man mærker fornemmelsen i maven igen. Fornemmelsem af første skoledag.

Måske er det derfor man får børn? For at kunne opleve lidt af "første gang" en gang til. Man kan ligesom snige sig til lidt af følelsen af at være der igen - om ikke andet end et kort øjeblik. Og det kan man så tage med sig og gemme et sted til senere brug.

I dag var første skoledag for de to 7½-årige, og det var første arbejdsdag for mig. Vi er alle kommet berigede hjem.

Efterår??

Så blev gardinet i vores køkken trukket ned for første gang i flere måneder.
Er det virkelig ved at være slut med sommer?
Det er det nok - imorgen begynder skolen. Blyanterne er spidsede, skemaet skrevet ind og penalhuset suppleret op.
Tænk - de skal nu i 2. klasse, og der er kun et år til vi har tre skolebørn!

Med fire abekatte på tur ...

En lørdag eftermiddag kan fordrives på mange måder - vi holder af at cykle en tur. Og således også i dag. De tre ældste drenge på hver sin cykel - men mindstemand har jo en vis evne til at give udtryk for sine meninger på en ganske højlydt måde, og fortalte hele pensionistkvarteret, at han ville cykle SELV og ikke kun sidde i cykeltraileren.
Så vi tænkte - så får han da lidt motion, for turen var beregnet til ca 9 km. Så op på løbecyklen og ud af Grisestien i fuld fart. 4 km blev det til, inden han overgav sig og kom op i traileren.
På hjemturen (efter frugtpause og "kaste-sten-længst-ud-i-vandet-konkurrence" ved Vedbæk Strand) kom vi forbi en dejlig bål/legeplads ved Bøllemosen.
Og inden længe havde jeg fire drenge og en mand hængende i trægrenene over mit hoved. "Se mig, se mig" råbte de alle for hver gren de havde forceret mod toppen!
Hvorfor er det lige, at mødre med sarte nerver og et indbygget "tænk, hvis han falder ned-gen" skal udsættes for den slags manøvrer? På den anden side må man bare prise sig lykkelig over, at de fleste børn også har en far, og at fædre er mindre pylrede og synes det er lige så sjovt som dem at klatre i træer.
Pludselig står den 2½-årige på toppen af en stub i 1½ meters højde (og ja, han var selv kravlet op på den!), og ud af øjenkrogen ser jeg ham bare hoppe lige ned i skovbunden (og den har ikke godkendt faldunderlag) efterfulgt af en triumferende stemme: "Mig klarede det! Mig kunne godt!"
Og så måtte forældrene synke hjertet ned i brystet igen og takke for, at det som regel går godt, Og grine måtte vi faktisk også, for det så for sjovt ud med en flyvende søn!
Vi har efterfølgende tjekket for både hale og tommelfinger på fødderne. Han er et menenskebarn og ikke en abekat ... selvom vi nogle gange kommer lidt i tvivl ;-)

Den anden

Prøvede det umulige i dag ... at tage en middagssøvn. Min mand havde sagt: "Gå lige op og læg dig en halv time".

Tak, tak!

Inden da havde den 2½-årige lige spredt et helt Strategospil ud over gulvet, og jeg fik sagt: "Ryd lige det der op igen!" inden jeg forsvandt op ad trappen.

Se, det var en dårlig idé! For det mente den 2½-årige ikke var hans ansvar, og nu var bolden jo spillet over til farmand, for jeg var gået ovenpå.

Men i et akustisk udfordret hus som vores kunne jeg nu ligge i min seng og høre min søns højlydte indignation over, at han skulle rydde det op, som han selv havde smidt ud.

"Hvorfor det, Far?"

"Mig giiiiiider ik?"

"Mig VIL ik!"

"NEEEEEEJJJJJ!"

Jeg lå og fik associationer til andre, som heller ikke mener, at de skal rydde det op efter sig selv, som de smider alle vegne, og jeg tænkte faktisk, at hvis deres forældre bare havde været lige så standhaftige og tålmodige som min mand var nedenunder, så kunne det være, at vi havde sluppet for at vade i cigaretskodder, slikpapir, cola- og øldåser, når vi færdes på gader og veje.

Så ja - jeg nøjedes med 4 minutters middagssøvn, men kom tilgengæld ned til en dreng, der havde lært lidt mere om, at man ikke bare smider om sig med tingene ... lige indtil næste gang ...

Den første

Fredag aften ... ahhh ... roen har sænket sig sammen med solen. Børnene sover, gulvet er rent og opvaskemaskinen kører. Manden sidder ved sin computer og i rastløshed finder jeg min. Skal jeg gå på Facebook? Læse blogs? Google? Eller skal jeg endelig virkeliggøre min længe nærede trang til at lave min egen blog?

I aften blev det virkelighed.

Så velkommen til min første post på min første blog! Håber at du vil dele min glæde over ord, Ordet og mit hjertes overflod med mig.

Bloggens titel er valgt, fordi jeg her vil dele (og på den måde huske) de mange små ting, som i dagligdagen fylder mit hjerte, og som dermed vil flyde over i ord. Hvad hjertet er fuldt af strømmer munden over med (Matt 12,34).

Hvilke emner denne blog vil komme ind på vil tiden vise. På forhånd tror jeg, at det vil kunne beskrives i følgende tre ord: børn, tro og dagligdag.