mandag den 29. december 2008

Stilledag

I dag er her frygtelig dejligt stille i huset - manden og den 5-årige er i Jylland. Førstnævnte på arbejde, sidstnævnte på forkælelsestur hos Bedstemor og Bedstefar!
De to 8-årige er på besøg hos vores gamle naboer, så de kommer først hjem ved sengetid. Så det er kun mig og den 3-årige, der fordriver tiden med at se lidt fjernsyn, køre i bus, bygge togbane, dase, spille Hyper-dash og gøre kål på julen.
Han sad og sang, mens han legede, og her hans version af en kendt julesang:
"Bjældeklam, bjældeklam, ude på en sti."
Det måtte jeg så tage til efterretning, så nu måtte julen smides ud, og der står nu et juletræ tømt for pynt i stuen - men lysene har jeg ikke nænnet at tage af endnu ... måske senere i aften ... måske i morgen.
Vil gerne hilse alle læserne af denne blog, og jeg håber, at I har haft en dejlig, fredelig og glad jul.
Jeg sender jer de bedste hilsner og gode ønsker for 2009!!

Alternativ julefrokost

Julefrokosten juledag blev indtaget ved en naturlegeplads i skoven (Ja - vi er MEGET heldige at bo så tæt ved en dejlig skov!).


Den bestod af rugbrødsmadder med smøreost og rullesandwiches med æggesalat - ikke så kulinarisk, men alt smager bare så meget bedre, når det indtages i 2 graders varme og i den fri natur. Skal ellers hilse og sige, at theen i thermokanderne gjorde godt for både hænderne der holdt om kruset og i halsen!!






Her kommer julebillederne ...

Så har der igen været dømt blog-pause. Men nu begynder jeg at vågne af jule-stemnings-euforien - eller var det jule-trætheden??

Lægger lige et par billeder på fra familien jul. Som I kan se, så var der besøg af "julemanden" og en "nisse-assistent"!

Derudover blev der hygget - og ikke mindst pakket gaver op. Og igen måtte det erkendes, at Onkelen og Tanten i Norge står højt på hit-listen, idet de havde sponsoreret familiens Playstation! Så TAK til jer - og tak til alle jer andre også! Alle gaver faldt i god smag, og der er blevet leget og læst lige siden!

****


Juletræspynten trådes



Træet pyntes




Lillejuleaften med Yatzy og hjemmelavet konfekt



Mens vi venter



Vi prøver at tage et billede af alle børnene samtidig - og det er mission impossible!








Så er vi klar til at spise julemiddagen



Julemanden og hans nisseassistent



Julemanden holder lige en pause for også selv at åbne et par gaver ...




Og så spilles der!!!


Dansen om juletræet efter det hele er overstået!

søndag den 21. december 2008

Når sjælens strenge spiller sammen i en smuk juleharmoni

Åhhh, så poetisk man nogle gange kan blive. Men jeg har bare oplevet noget, som ikke rigtig kan beskrives med ord - og med rette - for det var musik. Jeg har tre gange denne weekend mødt musik, som har rørt noget i mig.

Første gang var ved julegudstjenesten i går, hvor der var et dejligt, livsglad kor, Connect, der med deres friske smil og smittende glæde formidlede julens budskab på en dejlig og vedkommende måde.

Anden gang var i dag. Jeg havde begivet mig ud på "sjopping" som min 8-årige siger. Og der, midt i storcentret stod der 7 teenagere og frembragte den skønneste musik! Der var 5 der spillede xylofon/marimba, en på div. slagtøj og en bag trommesættet. Og når jeg siger xylofoner, så mener jeg det. Der stod 6 kæmpestore 3-4 oktavers instrumenter af forskellige materialer. Og som de da kunne spille! Jeg har aldrig hørt noget lignende - og pludselig stod jeg der og blev flov over at stå og tude over musikken i et storcenter - men på en eller anden måde rørte det ved nogle følelser inden i mig, som det var længe siden, der var nogen, der havde været i kontakt med. En helt tilfældig oplevelse, men så absolut tiltrængt!

Tredje gang var her i aften, hvor Trine Gadeberg (Pyt) gav en helt igennem dejlig koncert. Hun kan synge - og hun har charme og frisk livsglæde, som ikke gjorde oplevelsen mindre. Igen fik jeg motioneret nogle følelser derinde.
Så nu er jeg mæt i sjælen, og nyder tilstedeværelsen af manden, der prøver at få juletræet til at stå lige!

lørdag den 20. december 2008

Så blev han 5!

I går var der så en fantastisk sød lille dreng, der blev 5 år! Han blev vækket af brødrene som sig hør og bør med fødselsdagssang og flag.
Og så gik det ellers hurtigt nedenunder til de ventende gaver. Der var en cykelhjelm, en ringeklokke, et spil, nogle kort, et penalhus "med tre lynlåse", et håndklæde og nogle penge.

Og altimens han åbnede gaverne sad de tre andre og spekulerede over, om der mon ikke var en gave til dem.

Og det var der - de fik alle fire en fællesgave - en juniorguitar. Så nu bliver der øvet på "se den lille kattekilling".


Senere på dagen blev vi invaderet af en stor flok pirater, og inden længe løb der 10 sørøverfætre og -kusiner rundt i haven på skattejagt. Og derefter blev gavestablen udvidet med både en opgavebog, magnetbogstaver og en bil.



5-årsdrengen havde bestilt "frugtmand" til servering, og onkelen havde medbragt tilhørerende fyrværkeri til aneldningen.




Senere på aftenen, da de to yngste fætre var kørt hjem i seng, og den ældste var blevet for at overnatte, gik den vilde fangeleg gennem hele huset. 5 fætre og 2 kusiner i fuldt firspring. De fik lov, og efter en halv time havde de fået løbet krudtet af. Og det var så enden på den dag.

Vi to fik så smidt os i hver sin sofa og tænkte over dagen, og dagen for 5 år siden. Vi mindedes hvor hurtigt den lille mand kom til verden, og hvordan Thomas kørte som en bølle og over for alle røde lys, men jeg sad og skreg ned i sofapuden ... men vi nåede dog ind på fødestuen! Og som Thomas kommenterede, og som vi fik os et grin over: "Det var så første og eneste gang den dreng havde travlt med noget!"

onsdag den 17. december 2008

En hyggedag

En tanketorsk fra min side var i dag skyld i, at den 4½-årige måtte aflyse sin fødselsdagsfest for børnehave-vennerne... Jeg havde bestilt tid til 5-års tjek hos lægen (med dertilhørende vaccination) i går. Det resulterede i, at jeg hentede en febervarm dreng i børnehaven i går, og i dag har vi så haft hjemme-hyggedag.
Det var slet ikke så ringe endda - og så har vi måttet love ham en ny fødselsdagsfest efter nytår! Så dagen blev taget i meget langsomt tempo. Så de to mindste nåede at få et bad i badekarret - og ikke blot et hurtigt brusebad. Vi nåede at sidde i sofaen og læse bøger og der blev leget og hygget og spist frokost i meget laaaaaang tid!
De to store kom tidligt hjem, og til eftermiddagsservering holdt vi "dip-fest".



Som den ene 8-årige kommenterede: "Det er synd for Far, at han ikke er kommet hjem endnu!" Altimens han sad fordybet i en af de 51 bøger, vi havde slæbt hjem fra biblioteket tidligere.
Ren hyggedag!

Dengang det var lucia ...

I fredags var det dagen før luciadag - så det betød, at man mange børnehaver, skoler, fritidshjem etc. bød på hvidklædte børn med lys i hænder og hår.
Ingen undtagelse var børnehaven, som de to yngste går i. Og hvilken oplevelse. Den 4½-årige går jo i mini-klub, og det er dem, der får lov til at gå luciaoptog. Spændingen var til at tage at føle på, da jeg kom derhen. Og hvor var de dygtige, de små - undskyld store - børn!
Her følger et par billeder, som siger lidt om stemningen.
Dygtige børn, som kunne synge, så det kunne høres ... det kunne de 40 5. klasser jeg mødte i indkøbscenteret senere på dagen godt lære noget af! De nåede ikke børnehavebørnene til sokkeholderne!!

En stjerneglad stjernedreng!

Og søde var de - omend spændte på begivenheden

Og så var det godt, at man kunne få en lun, hjemmebagt "luciakat" inden man gør klar til næste optræden.

2 gange luciaoptog blev gennemført til topkarakter - omend man måtte gå i mors sokker, fordi der i husstanden bare ikke fandtes hvide sokker i børnestørrelser.

mandag den 15. december 2008

Når fårene slipper op

8-årige: Mor, Far sagde jeg skulle tælle får.
Mor: Ja ...
Der er ikke flere får. Jeg nåede til over 200!
Jamen, så tæl kaniner!!!

fredag den 12. december 2008

Hvordan hænger det sammen??!!

Der var to ting i min indkøbskurv i Kvickly i dag: Osteklinger og skiveskåret ost. Det var en spøjs sammensætning ...

torsdag den 4. december 2008

Forskud på julegaverne


Så har jeg fået årets første julegave! Det er noget, som jeg har ønsket mig i mange år, og som det nu er lykkedes svigermor at få fat i. Så for første gang har jeg en julekrybbe sat op, som børnene gerne må røre ved og lege med! Det er en genial Playmobil kreation, og der er allerede blevet flyttet rundt med både får, bålsted, krybbe, kameler, konger, og alt muligt andet. Det er helt i orden med mig!

tirsdag den 2. december 2008

Kærlighedens mysterier ...

"Mor, hvad betyder det, når en pige blinker til en?"

Tja ... så måtte vi jo tage den snak.
Hvor er jeg tanknemmelige for, at han gider spørge mig - og så har vi forøvrigt aftalt, at han ikke må få en kæreste uden at spørge sin mor om lov først! :-)