fredag den 31. oktober 2008

Det hjælper faktisk

Efterårssolen blev nydt i formiddag med en løbetur i den fantastisk smukke efterårsskov. Som nogle læsere har erfaret, har jeg nu genoplivet min ungdoms motionsform: løb. Efter 18 års inaktivitet var det på tide at komme igang igen. I dag løb jeg så nøjagtig samme tur, som jeg gjorde 3. september (første løbedag), og tiden var forbedret fra 35 minutter til 28 minutter. Men I får altså ikke at vide, hvor lang distancen er !!

torsdag den 30. oktober 2008

Tænd lige for lyset, TAK!

Det er faktisk rigtig træls at have sensor på sine cykellygter ... i hvert fald, når vejret er som idag, og lygten tænder, selvom klokken kun er 15.
Så er det godt, at man kan hygge sig indendøre med fyrfadslys i miljøskadelige mængder og popcorn!

tirsdag den 28. oktober 2008

Du ved du har drenge, når ...3


Lader bare billedet tale for sig selv ...

Etniske boller

Mens vi alle sad samlet om en lækker Othello-lagkage til personalemødet i dag, kom en medarbejder fra den anden organisation i huset forbi. Hun skulle lige ordne lidt post, og blev selvfølgelig tilbudt et stykke af kagen.
Hun takkede pænt nej tak, med ordenene: "Vi har fået negerboller i dag, så jeg kan ikke spise mere!" Den replik affødte højlydt latter, da hun netop arbejder i en hjælpeorganisation med hovedfokus på Afrika!
Vi omdøbte herefter de små chokoladedimser til "boller af anden etnisk herkomst"!

fredag den 24. oktober 2008

3 år i dag!

Så oprandt dagen! Den begyndte tidligt, men nu var det jo også fødselsdag! 3 år er vores yngstemand, og vi glæder os over, at vi efterhånden har store børn med de glæder og udfordringer det giver!
Han har hele dagen i går øvet sig på at vise 3 fingre, og kan ikke blive helt enig med sig selv, om det skal være de første tre fingre, der skal i vejret, eller de midterste tre.
Den rige Onkel og Tante i Norge havde sendt et pænt beløb til lejligheden, og det blev omsat til et værktøjssæt med tilhørende sikkerhedsudstyr! Det faldt i god jord!!

Kom bare an - jeg er klar til at rykke ud!


Det blev også til en ny og større seng, en børnehave-rygsæk, en papirbåd (lavet af storebror) og en indianer til hest. Og mon ikke der i løbet af weekenden lægges flere gaver på hans vej ?!

God weekend til jer alle!

torsdag den 23. oktober 2008

Du ved du har drenge, når ...2

Her til aften skulle den yngste puttes tidligt i seng, og da jeg igen indfandt mig i stuen var der sket en mindre omrokering, kan man vist kalde det.
Dug, blomster og lys var "pænt" taget af spisebordet, stolene var kørt ud til siden, og der foregik en hæftig bordtenniskamp lige der på mit spisebord!

Den ene 8-årige har senere på aftenen tjekket dba.dk og fundet et bordtennisbord til 100 kr kun 15 km fra denne bopæl. Morens bekymring om, hvor vi dog skulle finde plads til sådan et møbel i husstanden blev ikke delt af sønnerne. "I stuen, selvfølgelig!"

Morgentravlhed

I dag skulle den 2½-årige fejre sin 3-års fødseldag i børnehaven. Ja, det er jo faktisk først i morgen han har fødselsdag, men det passede os og børnehaven bedre, at det blev fejret på forskud. Så jeg havde jo kæphøjt sagt, at han tog boller med til hele baduljen.
Det glemte jeg så bare igen, og kom i tanker om det klokken 23.15 i går aftes ... lidt sent tidspunkt at begynde at bage boller på ...

Heldigvis kan man jo bare stille dejen i køleskabet og så måtte jeg skrue lidt op for tempoet i morges, men til gengæld var der så varme boller med i cykelkurven, at de næsten smeltede hul i posen de lå i.


Sønnen var lykkelig - det gik godt, og han fik lov til at dele boller ud til hele børnehaven, og var dagens midtpunkt.
Vi fortsætter festlighederne imorgen ... og i overmorgen!

Som de dufter

I går eftermiddags fik jeg et spontant venindebesøg, og den ene gæst bragte et bundt liljer ind i huset - så nu dufter her skønt!
Snakken gik, og det var meget hyggeligt, så jeg lagde gladeligt både sofa og kaffekopper til. Sådan en times tid forsvinder hurtigt når tre kvinder af vores kaliber lige skal vende verden!

Nu er der duften og et godt minde at leve videre på!

onsdag den 22. oktober 2008

Mørketid

I den mørke morgentime kom denne kommentar fra en 8-årig:
"Mor -jeg kan da ikke gå i skole i det mørke!" Hvortil der jo kun er at sige, at det bliver mørkere endnu, min søn! Så er det jo godt, at skolevejen kun er ca 20 sekunder lang!

Og forældrene fik også mørket at mærke i aften. Nu er det slut med løbeture i skoven efter aftensmaden - jeg måtte tage min tur rundt på de gadelys-oplyste fortove, og det er nu ikke så inspirerende som en dejlig bøgeskov!

Godt der kun er 2 måneder til det igen bliver lysere!

tirsdag den 21. oktober 2008

Herhjemme

Herhjemme var der mange ting, der trængte til at blive gjort. Der var tre drengeværelser, der trængte til en grundig oprydning og rengøring. Og der var meget legetøj, der skulle sorteres og ryddes ud i. Der var en masse æbler, der skulle samles op og laves æblemos af.
Der var også fire drenge, der trængte til at blive klippet (undskyld, Farmor!).


Der var en bil, der skulle undervognsbehandles af hobby-mekanikeren jeg bor sammen med, og der var et skur, der skulle ryddes op i, så der blev plads til havemøblerne.

Som den 8-årige sagde:
"Mor, det er ikke for at gøre dig ked af det, men vi har godt nok ryddet meget op i den her ferie!"


Og det værste er, at det ikke er særlig synligt ... men det er dog blevet til to bilFULDE til genbrugspladsen, så noget er her da sket!

En "lille" handletur til Sverige blev det også til, så nu er vi godt udrustet til vinteren med både brunost, knækbrød, hybensuppe, havreringe, varmt tøj og alt muligt andet nyttigt. Godt, at den svenske krone er så billig lige nu!


Legoland

Den altid økonomibevidste Farmor havde fundet ud af, hvor der kunne skaffes gratis børnebilletter til Legoland, og så drog storfamilien afsted! Og tju-hej hvor det gik. Jeg opgav ganske at følges med de ældste af mine børn, og var i virkeligheden godt tilfreds med, at jeg har en søn, der stadig synes at det fedeste i Legoland er at gå rundt og se på Mini-land og alle togene og bådene og bilerne, der kører rundt! At hænge på hovedet med 80 km i timen er ikke lige noget for mig ...

Og jeg skal love for, at der blev kigget på tog den dag! Hvor stort er det ikke at stå på en bro, hvor togene kører ind under. Først den ene vej og så den anden vej. Vi stod ½ time på den bro, inden vi gik videre til næste sted man kunne stå og observere trafikken! Moren blev ganske kold af at stå stille i så lang tid - men det bekymrede absolut ikke den 2½-årige! Han nød det!

Men en tur i en bil man selv må køre får da også det store smil frem :-)


De andre børn har jeg faktisk ikke rigtig billeder af - men jeg er Onkelen dybt tanknemmelig over, at han tager den mest dristige af dem med i de mere ekstreme forlystelser, så jeg og faderen kan holde vores organer (og mavesæk især) på deres rette plads i legemet!
For første gang var vi inde og se akvariet de har der - måske fordi det plejer at være godt vejr, når vi er i Legoland har vi ikke været der før. Det var interessant, og for den ene 8-årige var det faktisk et af turens højdepunkter - men han er heller ikke til de aller vildeste forlystelser.

På et tidspunkt mødte jeg nogle trætte voksne, der egentlig helst ville hjem i varmen og tørvejret, men de måtte væbne sig med lidt mere tålmodighed før bedsteforældre og børn var helt færdige med at prøve tingene.


Det var så Legoland for i år - vi vender frygteligt tilbage ved næste tilbudsrunde!

Det var så den ferie ...

Så er ferien slut - og af en eller anden mærkelig grund fik jeg slet ikke blogget hele ugen. Det må jeg så bøde for i aften, og jeg har lovet mig selv, at jeg skal være mere flittig med at få det gjort med det samme af to grunde: 1) Det tager alt for lang tid at sidde og ordne alle de billede på en gang. 2) Man glemmer for meget inden man når at få det skrevet ned.

Men her kommer i få ord lidt fra vores efterårsferie.
Vi begyndte hos Farmor og Opa.
Der fik vi lige testet en helt ny legeplads - og den blev vist godkendt :-)

En anden legeplads blev også indtaget, og der boltrede både unge og ældre sig.

Den yngste var - og det er ikke nogen overraskelse - meget tilfreds med, at man derfra havde frit udsyn til et af de største stationsområder i Danmark!


At gå på æblerov i Opas plantage er er heller ikke at kimse ad ...


Og får man en tur ned til stranden bag på vognen af havetraktoren sammen med fætrene, ja så er man jo nærmest lykkelig!





fredag den 10. oktober 2008

Efterårsferie

Med sådan et fantastisk vejr som vi har i dag kan man jo sætte sig ned og spekulere over og undre sig over, hvad man skal få en efterårsferie til at gå med. Så det gør vi, for vi ved det ikke... Nogen gode forslag???

tirsdag den 7. oktober 2008

What is your name?

De to ældste er ved at lære engelsk i skolen, og den lille potte på 4½ år har store ører, når det gælder nye lærdomme.

Nu har de fleste i familien nogle navne, som lyder ganske anderledes, når de udtales på engelsk, og snakken gik sådan her ved morgenbordet: "What is your name?" "My name is ..."

Så kom følgende replikskifte:
4½-årige: "Mor, hvad hedder du på engelsk?"
Mor: "Jeg hedder bare det samme som på dansk: Anne-May"
8-årige: "Jeg troede du hed 'Honey'!"

Han kunne derefter have mig i en kop - jeg var helt smeltet!

Tillykke med fødselsdagen, Bedstefar!

Foto: Per Arild Struksnes

mandag den 6. oktober 2008

Æblegrød

Når nu manden bekendtgør, at han har tænkt sig at lave æblemos i aften - så må konen jo gå ud i mørket og samle æbler op.



Godt jeg gav ham en pandelygte i fødselsdagsgave, så jeg kunne se, hvad jeg lavede!

Indebrændt energi

Når nu vejret mest er til indendørs aktiviteter, og Mor tilmed synes, at man skal tage ud og købe vinterstøvler - så er det da godt, at man kan lokke Far til at lave en improviseret boksepude til at afreagere på.

Slå til den, min søn!

Drageløbere

Søndag morgen og formiddag bød på uvejr på disse kanter. Men heldigvis har børn en vis evne til at se det mest positive i noget, som vi andre synes er rigtig trist.

Så klokken 9 løb der tre drenge rundt ude i ruskevejret med hver sin drage. Drage og drage ... en plastikpose med snor i kan vel også kaldes for en drage??

Jeg ville så gerne efterligne deres evne til at sige "så kan vi jo flyve med drager", når jeg mest har lyst til at sige "møgvejr"!


søndag den 5. oktober 2008

Du ved du har drenge, når ...

Den populære række af "du ved du har/er, når ..." får nu også en plads på denne blog.

Jeg er jo velsignet med fire sønner, og gang på gang må jeg forundres og forglades over den forskel der er på kønnene. Jeg ved selvfølgelig ikke, hvordan det ville have været i forhold til at have en datter, men jeg har da mig selv som modpol - og jeg husker da en smule fra min egen barndom og opvækst.

I går foreksempel nåede vi både at være til sabbatsskole, gudstjeneste, bryllup (som farmand var præst ved), reception, støttekoncert for ADRA med efterfølgende oste- og kagebord og auktion (som farmand var auktionarius ved). Lidt af en kraftpræstation for en familie af vores størrelse, men det forløb fint, og jeg var stolt over alles indsats (både farmands og børnenes).

Her kommer så første "du ved, når":

1) I kirken, da bruden kommer ind, er den 8-åriges eneste kommentar, da han ser slæbet på den
ellers fantastiske kjole:
"hvorfor køber damerne altid deres brudekjoler for lange?"

2) Her til morgen sad jeg med de fire guldklumper og indtog den frisklavede havregrød, og pludselig sidder jeg i centrum af en "vil du se mine muskler-konkurrence". Der sidder fire fyre med lilla hoveder og udstikkende frøøjne og strammer deres "overarme".

Og ja, jeg ved godt, at jeg har drenge!

torsdag den 2. oktober 2008

Fodboldfest

Så fik vi også klaret børnefødselsdagen! Hele klassen på besøg (14 stk.) i 3 timer. Og ved I hvad? Det gik fantastisk godt! Sikke en sød flok af herlige unger.

De blev hentet af fødselarerne i SFO'en, og så blev de eskorteret hjem til en fodboldpyntet stue. Der hang klubtrøjer på væggene, der var pyntet med fodbolde og medaljer og flag rundt omkring, og sågar et stort bordfodboldspil var der blevet plads til i stuen.


De fik serveret friskbagte boller med smør og rigeligt med gulerødder, agurker, pebberfrugter, sukkerærter og sherrytomater. Og det fik lagt en god bund for det videre forløb. Der blev pakket gaver op, spillet spil, kørt med det nye legotog, og et par stykker dristede sig kortvarigt ud i haven for at hoppe lidt på trampolin, men det fik regnen sat en stopper for.

Det betød så også, at vi ikke nåede ud og spille "pingvin-fodbold" - desværre. Men så blev der god tid til en ekstra omgang Limbo ;-)

Til slut fik de serveret lækker smoothie og supergode sukkerfrie kokos/bananmuffins.

Da festen var vel overstået, og stuen var ved at vende tilbage til normalen igen, kom det fra den ene fødselar:

"Tak, fordi I har lavet sådan en god fest for os!"

Så er det jo, man smelter og synes, at det har været det hele værd!!