Sensommersysler

Personligt er jeg helt vild med efterårssøndage med klar blå himmel og sprød, kølig luft. Det er som om vejret siger:

"Tag nu en dyb indånding og sug den sidste energi til dig, for om lidt blir det vinter!"

Dagen blev da også nydt i fulde drag: først en lille morgenlur på sofaen til "Peter Plys", så en løbetur i den kølige formiddagsluft, så afsted for at hente de største, der har været på hyttetur med spejderne. Ved middagstid dukkede den flinke svoger op. Han gav første gang maling til den dør, der nu har leet hånligt ad mig i et år, i bytte med et olie- og dækskifte på bilen - dejligt!

Og så fik jeg hjælp af den 2½-årige til at samle gode æbler op - det blev både til en æblekage, som de fire drenge plus to legekammerater hurtigt fik gjort kål på, samt en stor gryde æblemos. Når man bare har gode, solmodne Philippaæbler, så er der ikke behov for så meget sødt i.

Kagen blev sødet med en moset banan samt et par skefulde "Birkesød", og der var ikke nogen som helst, der klagede over, at det ikke var sødt nok.
Æblemosen blev også lækker. Æblerne i sig selv har jo en dejlig smag, og når der så kommer godt med kanelstænger og hele nelliker i, så var der kun behov for meget lidt "Birkesød". Så nu har vi lidt lækkert til havregrøden i morgen tidlig og til at putte på vaflerne i de mørke vinteraftner.

Men der er flere æbler endnu, der ligger derude og venter ... håber de kan vente længe ... vi går en travl uge i møde!

Spioner og mandalas

Fredag aften havde vi besøg af fætre og kusiner på den fædrende side til fødselsdagsfest.

Af fætrene i Stenløs fik de hver et "spion-sæt", så nu skal man tage sig i agt for hemmelig skrift, briller, der kan se om hjørner, kufferter, der kan skyde pile, bevægelsescensorer og lignende.

Af kusinerne i Nykøbing fik de en mandalas bog hver og en ny æske tusser.

Det sjove er, at hvor forskellig de to gaver end er, så blev de utrolig glade for begge dele. Fredag gik den for det meste på spionlege. Men lige inden sengetid sad der tre drenge dybt koncentreret om at male mønstre.

Og i går morges sad de to ældste igen og farvelagde. Sjovt - og skønt - med dobbeltheden.

Hårsnak

I går var det tid til at få sat skik på "styrthjelmen", så jeg tog dankortet i ed og begav mig afsted til min stamfrisør.
Og når man bor som vi gør, så må man finde sig i, at man ofte møder kendisser når man færdes i området. Og flere gange har jeg da også delt frisør tid med Githa Nørby, og det har da været ok.
I går kom så Hilda Heick ind - og så skidt da - hun er da altid så nydelig i håret.
Men kommer Sussi ind, eller Pia Gjellerup - så er jeg forsvundet!

Vellykket tidtagning

Når nu "septembers himmel er så blå", så er det fristende med en løbetur i skoven, som vi er så heldige at have i nærheden.

Jeg fik en 'følgecykel' med, og denne gang havde jeg en meget opsat 8-årig med, der gav mig eksakte mellemtider og opdateringer på distancen - og denne gang helt rigtigt!

Og hvor var der smukt derude. Havde mit lille kamera stadig været i live, så havde I fået et billede af en sø så smuk og stille - med lysegule birketræer, der spejlede sig, så det kunne have være i Norge det foregik, hvis der dog bare havde været et par fjelde i baggrunden.

Det gør så godt for både sjæl og krop at opleve!

Med en evangelist på slæb

I dag blev der missioneret på hele Skodsborgvej. Den 4½-årige syntes han lige skulle bruge sine veltrænede stemmelæber til at kalde til bøn.
"Tra-tra-tra-ra! Alle skal bede til Gud!" gjaldede det højlydt omme fra traileren i en endeløs gentagelse de 2 km hjem fra børnehaven.

Man kan gøre tre ting i sådan en situation:
1) Dukke hovedet, trække cykelhjelmen længere ned foran ansigtet og diskret prøve at få ham til at være stille.
2) Lade som om det er det mest naturlige i verden at have en højtråbende evangelist med sig.
3) Rose og opmuntre til at fortsætte korstoget. Og måske komme med forslag til andre budskaber, der kunne udråbes for folket.
Jeg valgte nummer 2), mens jeg i det stille håbede, at jeg ikke mødte alt for mange mennesker, jeg kendte.

Men hændelsen gav da stof til eftertanke: Hvornår er det lige, at den religiøse blufærdighed sætter ind - og hvorfor? Og kan jeg virkelig sige som Paulus, at jeg "ikke skammer mig ved evangeliet"?

Hvorom alting er, så tror jeg lige vi holder en lille diskret pause med at læse den der Daniel historie i et par uger ... :-)

Pausestop

Bliver lige nødt til at lægge et par billeder på af vores dejlige drenge. På hjemturen blev det til kaste-sten-i-vandet-pause i Nyborg, og farmand havde selvfølgelig sit kamera med. Det kom der nogle skønne billeder ud af!

2 x 8 år

Så er jeg mor til to 8-årige! Dagene forløb fint, gaverne blev godkendt og gæsterne var mange.

Gæster og gæster ... ok - da. Vi var jo på familieweekend på Himmerlandsgården, så rigtige gæster var det ikke, men det tæller da lidt, når 50 børn og 50 voksne synger fødselsdagssang for en!

Nu er vi vel tilbage, og har i dag sendt farmands kreative fødselsdagsinvitationer ud til klassekammeraterne, så nu begynder forberedelserne til FC Müllers 8-års jubilæum ;-)

Ny badevest?

Jeg synes ellers selv, at den nye, røde, vatterede vest jeg har købt er ganske kæk! Men jeg ser åbenbart så oppustet ud i den, at da den 2½ årige så mig i den i dag udbrød: "Skal du ud og bade, Mor?"
*Suk*

Snork!

For at udnytte transporttiden optimalt kan man jo tage sig en lille lur. Og havde der været lyd på ville I have hørt en højlydt snorken.

Gid det var mig!

Så er det officielt ...

... at det er efterår. Jeg har haft støvler på idag! Og varmen tændt på kontoret!

Home, sweet home

Jeg satte fødderne på dansk jord igen fredag aften - og siden da har de bevæget sig hurtigt! For selvom det også er hyggeligt at have far for sig selv, og selvom man elsker sin Farmor og Opa, og selvom det er sjovt at lege med fætrene, så er det anderledes, når der er en i familien, der mangler, og hverdagens rutiner ændres.

Og det må der så bødes for bagefter...

Weekenden var travl med årsmøde. Især for farmand! Børnene havde en fantatisk lørdag med børnemøder, hobbyaktiviteter, rundbold, hoppeborg, fodbold og en masse gamle og nye venner.



Men søndag kom nedturen så. Intentionen om alt det, jeg skulle nå den dag forsvandt som dug for den sol, der skinnede på os udenfor. Mindstemanden var på det tidspunkt så overtræt og forvirret, at ALT var forkert - ALT! Og han er jo ikke kendt for at indelukke sin frustration, så jeg tror nok, at alles tålmodighed blev prøvet lidt ekstra den dag. Så var det jo godt at få en hoppetur på trampolinen med Onkel A! Og smoothies til hele banden hjalp også på humøret hele vejen rundt.




Nu er hverdagen hårdt og brutalt slået ned i huset igen - men det giver trods alt en vis tryghed.

Den sidste solnedgang

Solen går ned klokken 18.59. Så nu er solen sendt ned for sidste gang fra balkonen på 7. sal, og de talrige flagermus har overtaget luftrummet. Jeg sidder her og prøver at få lavet det arbejde, jeg havde taget med herned i det naive håb, at jeg ville få noget af det lavet.
Men dagene har været fulde af informationer, så der var ikke plads til mere i hovedet om aftenen, end at få sorteret al den information og lagt den i de rigtige kasser oppe i hovedet.
Så nu sidder jeg her … og skriver blog i stedet for …

Døren til altanen er forsvarligt lukket, for tænk hvis en af de bevingede gnavere fik forvildet sig herind. Dem af jer, der kender mig godt, vil vide, at det ville have været en ganske traumatisk hændelse.

I morgen går det hjemover – de første farveller er allerede sagt til dem, der rejser tidligt i morgen.
Det er altid vemodigt, når opbruddet griber om sig, men for min del glæder jeg mig MEGET til at se min kære igen!

Dagens udskejelser

I dag stod den så på undervisning fra 8.30-12.30, hvor min notatskrivning gjorde tastaturet rødglødende af en meget hurtigttænkende og kompetent underviser. Heldigvis er der indlagt 30 minutters pause, hvor vi lige akkurat kan nå ned på den nærmeste café. Som nævnt i går stod den på ”dark chili chocolate”- uhmmmm…

I eftermiddag var vi så på tur til det lokale frilandsmuseum – en spøjs og interessant oplevelse med verdens mest agiterende og entusiastiske guide (billedet viser dog en af Ungarns mange konger)

Heldigvis var vejret dejligt – ellers må jeg sige, at jeg ikke har særlig meget styr på Ungarns historie. Men flot ser det ud, når de tørrer paprika.

Den mørke aften tilbragte jeg med disse to herlige mennesker – og se lige, hvad de spiste!

Dagens status

Så blev det aften igen – og tid til dagens 15 minutters internet til ågerpriser.



Dagen har været umådelig indholdsrig hvad undervisningen angår, og min sjæl er blevet plejet, mine øjne åbnet for nye ting, og erfaringer er blevet udvekslet mellem deltagerne.


En irriterende hovedpine blev kureret på en nærliggende café i en pause i eftermiddagens maratonmøder. Det er nok ikke sidste gang den bliver frekventeret. Dens chokoladekort var længere end en dansk smørrebrødsseddel – i morgen har jeg lovet mig selv en varm kop mørk chilichokolade!

Savner dog mine kære, selvom jeg nyder tiden fri fra dagligdagens huslige sysler og stress. Så meget savnede jeg dem, at mit mobilselskab blev en del rigere her i aften, da jeg måtte fortælle dem – én ad gangen – at jeg elsker dem allermest i hele verden!


Byen er meget smuk her oppe fra 7. etage – og jeg skulle ønske, at jeg kunne dele oplevelsen af både udsigt og møder med min mand. Men det må vi have til gode til en anden gang...

På natvandring i Szeged

Sporvognene kører konstant udenfor, men høres heldigvis kun, når altandøren står åben, hvilket den ikke gør ret ofte, fordi der er aircon på.

Møderne er ok – menneskene hyggelige – maden ensformig og fed – vejret behageligt.

Har i aften været på guidet nattur rundt i byen, som er meget pæn. Ved den sidste statue var vi lige et par stykker der kom til at stikke af fra resten af gruppen. Det blev til en hyggelig cafétur på en dejlig stor plads på gågaden.

Nu er det sengetid.

På plads i Szeged

Så kom jeg afsted til Ungarn, nærmere betegnet Szeged. Her skal jeg tilbringe 5 dage i selskab med andre, der beskæftiger sig med familiearbejde indenfor Adventistkirken. Det er et kursusforløb over 5 år, som jeg nu skal tage modul fire og fem i.
Turen gik fint – der gik nøjagtig 14 minutter fra hjulene rørte ungarsk jord, til jeg stod ved bussen vi skulle fragtes videre i, og jeg havde endda fået min kuffert! Så sig ikke, at lufthavnen i Budapest ikke er effektiv!
Så tilbragte jeg knapt 2½ time i en bus i gode kollegers festlige selskab.

Men 38 grader er godt nok varmt! Fik lige lidt Beirut fornemmelser – dog er her heldigvis ikke så fugtigt som der. Så man kan stadig holde det ud. Men det første jeg gjorde var dog at tænde for airconditioning på mit værelse.

Lige nu sidder jeg på balkonen med lyden af lokal popmusik i ørerne fra folkefesten, der foregår lige nedenfor hotellet på flodbredden.


Internetadgangen her er ret så begrænset og købes i små portioner af 15 minutter ad gangen, så der er nok ikke meget jeg får lagt på i denne uge. Men dette blot for at sige, at jeg er kommet godt herned!

DHL stafetten 2008

Så kom vi igennem! Og hvor var det sjovt! Der var en fantastisk stemning og helt utrolig opbakning til dagens knap 20.000 løbere.

Vi løb på et af Cafékirkens 13 hold i tiden 2 timer og 25 minutter. Og jeg nåede mit mål: at løbe hurtigere end Bjørn ;-)

Børnene råhyggede sig - spiste æggesandwiches, heppede og spillede en masse fodbold lige bag ved teltet. De holdt sig gåede til 20.30 - men så var der også slukket i alle vinduer på øverste etage!

Ved ikke rigtig om jeg skal lægge et billede ud som bevis ... men på den anden side ... efter I har set det her er I da ikke i tvivl om, at jeg har ydet en vis indsats!!

Nu skal der pakkes, vaskes og ryddes op inden turen går mod Ungarn i morgen tidlig.

Misforstået tidtagning

I aften har både manden og jeg - på skift - løbetrænet! Ja - du læste rigtigt.
Vi skal løbe med i DHL stafetten på fredag, så vi skulle jo have en idé om benene kan bære de 5 kilometer.
Heldigvis har vi to søde og trofaste vandbærere og heppere, der cykler ved siden af os. Og i dag skulle vi så måle, hvor lang ruten var på den ældstes cykelcomputer.
Da manden løb var den ikke indstillet korrekt, så de fik slet ikke noget, der lignede et resultat.

Da jeg så løb, var den indstillet korrekt, og jeg løb så fuldstændig samme rute, så vi kunne finde den nøjagtige distance farmand havde løbet.
Jeg pustede derudad, sparede på kræfterne, men alligevel var pulsen godt deroppe af inden længe. Da jeg havde løbet længe tænkte jeg: Nu må jeg da have løbet 1 kilometer, og jeg spurgte ham, hvad den stod på: Nej, kun 650 m. Pyyhhh ... Vi aftalte, at han skulle sige for hver hele kilometer jeg løb.
Da jeg var næsten hele ruten igennem var vi kun nået til 2,5 km! Jeg begyndte at overveje, om det var for sent af aflyse deltagelesen i løbet på fredag! Da jeg nåede de 3 kilometer opgave jeg, og gik de sidste par hundrede meter hjem. Jeg var nedslået trods den utrolige opbakning og heppen jeg fik fra mine søde sønner!

Velankommet derhjemme måtte jeg lige tjekke helt nøjagtigt, hvor langt det var: Og tænk - så var det tiden, han havde givet mig og ikke kilometerne. Da jeg troede jeg havde løbet 1 kilometer, havde jeg løbet i 10 minutter. Da jeg troede jeg havde løbet 2,5 km havde jeg løbet 25 minutter etc.
Så her kommer den rigtige tid og distance: 5,2 km på 32 minutter!
Jeg ved godt det ikke kan hamle op med min adrætte fader - men jeg kæmper!

Som trøst ved de 25 minutter kom det fra min yngste 7½-årige:
"Mor, jeg synes du klarer det meget godt for din alder!"
Tak skal du lige ha!

En alternativ skraldespand

Tirsdag var det så min fornøjelse at komme med i den nye børnehave. Den 4½-årige påtog sig opgaven som vejviser hele vejen derhen.

Da vi kører på det sidste stykke, kommer det omme fra cykeltraileren:

"Nu er der kun en hundelortspand mere, så er vi der!"

Jeg måtte have den gentaget et par gange, før jeg hørte hvad han sagde, og selv da forstod jeg det ikke.

Lige indtil vi kørte forbi denne...

Iagttagelsesevnen fejler bestemt ikke noget!!

En modig kvinde

Mandag eftermiddag gav jeg mig så ud på en af de der ture med potentiale for fiasko: Handle sko med fire drenge på slæb.
Men det gik fantastisk godt! De var søde, kom når jeg kaldte og hverken larmede eller skreg. Vi fik endda købt et par idrætssko til et par voksende fødder. Inden vi dog nåede op i centret blev en dame i elevatoren nødt til at spørge:
"Er det dine drenge allesammen?!"
Det bekræftede jeg, hvortil hun svarede:
"Flot!"
Og så var vi fremme ved vores etage.

I Søstrene Grene (de ældstes yndlingsbutik) blev jeg igen stoppet af en mor med to piger.
"Er det dine alle fire?!?"
"Ja!"
"Du er en modig kvinde!"
Det har den yngste 7½-årige grinet meget af siden!

Længe siden ...

Pyyhhh ... det er jo flere dage siden jeg sidst har været her, og det er jo nok fordi, der foregår så meget andet, der tager tiden fra mig, og så er bloggen ikke det, der ligger højest på prioriteten.

Så her kommer der lige nogle stykker i rap.

Mandag var jo så en stor dag. De to yngste skulle begynde i den nye børnehave. Og faren fik æren at være med dem. Som det ses af billedet var det forventningens glæde, der bedst beskrev dagen - og så det, at den yngste ENDELIG fik lov til at få en madpakke med!

Dagen forløb fint. De legede og udforskede det nye hus og den nye legeplads. De fik nye venner og lærte nye uskrevne og skrevne regler.

Den 4½ årige kom stolt hjem og fortalte, at i hans børnehave har de noget, der hedder et "tømmerhold" - og det var han på!!! STORT!! Vi måtte lige have en forklaring på den nye status: Man kommer med på "tømmerholdet", hvis man tømmer sin madpakke - og for første gang i 1½ år er der kommet en tom madpakke med hjem fra børnehave!

Den yngste har taget skiftet fuldstændig som forventet: Fuld fart frem - her kommer jeg! Og så kan man ellers finde ham i dyb leg med togbanen, i armgang ved klatretårnet eller i gang med at lære at mestre en mooncar. Endelig noget mere udfordring. Tilgengæld er det en MEGET træt lille dreng vi har, om eftermiddagen!