lørdag den 5. marts 2011

Morgen-lykke

Jeg ligger i sengen lørdag morgen. Jeg er alene hjemme med de to yngste, og hører at de skramler og pusler med at sætte morgenmad frem nedenunder. De har allerede været oppe i 1½ time, mens jeg har fået lov til at sove skønhedssøvn. Jeg kan se, at solen skinner udenfor mørklægningsgardinerne, og at det i dag måske er den første, længe ventede forårsdag.
Tallerkner skramler, glas klirrer, køleskabet smækker, og den 7-årige siger: "Jeg tror Mor bliver meget IMPONERET, når hun står op!" Jeg ligger lidt og smågriner og vender mig en gang mere under den bløde dyne. Den 5-årige kommer op ad trappen, giver kys og kram og hvisker i mit øre: "God morgen, Mor! Jeg elsker dig!"

tirsdag den 11. januar 2011

Føj!

Giv mig i dag min daglige Panodil.
Led mig ikke ind i omgangssygen.
Men fri mig fra at kaste op!

Det synes at være min bøn for idag ... to børn har klaret en gang opkast. Vi andre venter med uro i maven på, om det også bliver vores tur.

Føj!