For 20 år siden ...

For ganske nøjagtig 20 år siden løb jeg Eremitageløbet ... jeg har lige gjort det igen! Tiden var ikke noget at skive hjem om, når man ser på den bagefter, men under løbet tænkte jeg flere gange, at jeg var tilfreds med min indsats, mit tempo og mine resterende kræfter, og det er vel i virkeligheden det, der tæller. Martonløbere spørger man jo heller ikke om tiden - men om de gennemførte. Ved ikke, om et løb på 13,27 km kan gå i den kategori, at det tæller, at man gennemførte, men det gjorde det for mig. Jeg besluttede mig engang i foråret for, at jeg ville træne op til at løbe e-løbet. Og det gik fint. Jeg løb 10 km flere gange i løbet af sommeren og havde træningsruter på den sædvanlige 5 km og nogle gange på 7,5. Men da jeg så kom hjem fra sommerferie opdagede jeg til min ærgrelse, at alle løbsnumre var udsolgt. Ved gentagne søgninger på dba og et løbe-site fandet jeg ud af, at jeg ikke skulle gøre mig forhåbninger om at komme med, da de var fulde af "købes" annoncer og ingen "sælges". Så lidt af træningsmotivationen forsvandt, må jeg erkende. Jeg lå igen på de 5 km som standard.
Fredag inden løbet gav jeg det en sidste chance, og skrev i min facebook profil, at jeg manglede et startnummer ... og vupti ... 2 timer senere havde jeg et!
Og så var det da bare at håbe, at formen holder sådan nogenlunde.

Dem der har prøvet at løbe eløbet ved at de første 5 km er en lang skubben og masen ... og den første km (altså den inden man når startstregen) forgik også i gang. Ved start var vi ved at være oppe i lunten, og lidt efter i løb. Ved 3 km hørte jeg fra et par nordmænd ved siden af mig: "Ja nå er det bare en mil igjen, da!" Og det kunne man kun give dem ret i! Ved 5 km tænkte jeg, at den førte "femmer" var nemt klaret. Ved "nedløbet" fra Eremitagen mod Rådvad tænkte jeg "yes - det her er fedt!" Ved 7 km stod de dejligste fire drenge og deres far og heppede og gav hi-five!

Ved "opløbet" mod Eremitagen tænkte jeg "Fantastisk at stormen er i ryggen nu!" Ved 10 km tænkte jeg "Gid jeg havde taget flere 10-km træningsture". Ved 11 km tænkte jeg: "Føj for en byge ... og så i den stride blæs!" Ved 12 km tænkte jeg: "pyyyyyhhh - nu er jeg snart i mål. Men hvorfor skal vi løbe så meget op ad bakke?" Ved 13,27 km tænkte jeg: "YES! I did it! og jeg håber paramedicinerne får liv i den mand, der ligger der foran mig med hjertestop!" Det gjorde de heldigvis og vi andre kom også helskindede igennem.

På hjemvejen var jeg glad for, at jeg havde cykelhjelm på, for den tiltagende blæst fik det til at regne ned med kastanjer, bog, og kviste. Men hvor var det en fantastisk skov og natur jeg havde haft en sjov oplevelse i.

Vel hjemme igen begyndte familien sågar at tale om en tur i svømmehallen. Der sagde jeg stop ... jeg ville ikke ud i noget, der mindede om triathlon. Det måtte være nok at have cyklet 11 og løbet 13 på én dag!

PS: Jeg er jo gift med en gadget, så han havde selvfølgelig udstyret mig med gps-sender, så han kunne sidde derhjemme og følge mig på ruten. Beviset ses her (omend det er gemalens billede der er på)