Onkel fik valget mellem at hjælpe med maden, eller tage knægtene med i skoven i min. 1 time. Han valgte det sidste.
Så da klokken var 14 kunne vi i ro og mag gå over vejen for at byde julen velkommen i kirken. Og det var en veltiltrængt pause i den ellers hektiske forberedelse. Og en vigtig pause. For det gør da usigelig godt at sidde i skønne omgivelser og nyde ordet og musikken og få lov at synge de smukke salmer, som kun synges en gang om året.
Men børnene VENTEDE ...
Da klokken var 17 blev der kaldt til bords, og nogle af os kunne godt spise - andre havde ondt i maven af spænding over alle gaverne, der var gemt rundt omkring på matriklen.
Billederne her viser rimelig megen ro og hygge i forbindelse med gaveoppakningen - det er ren illusion!
Jeg oplevede det som et grådigt opflåningskaos. Og inden klokken var 20 var alt åbnet, og de to mindste på vej i seng med røde varme kinder og lys i øjnene. Det der med at sidde og vente på, at en ad gangen åbner sine gaver slår ikke rigtig an her i familien.
Endelig blev der tid og ro til, at de to ældste kunne udforske familiens nye Wii, som onkel og tante i Norge havde doneret. Og da de så også endelig blev smidt i seng, blev det de voksnes tur.
Glædelig jul - og godt der er et helt år til næste gang ;-)