Fredag inden løbet gav jeg det en sidste chance, og skrev i min facebook profil, at jeg manglede et startnummer ... og vupti ... 2 timer senere havde jeg et!
Og så var det da bare at håbe, at formen holder sådan nogenlunde.
Dem der har prøvet at løbe eløbet ved at de første 5 km er en lang skubben og masen ... og den første km (altså den inden man når startstregen) forgik også i gang. Ved start var vi ved at være oppe i lunten, og lidt efter i løb. Ved 3 km hørte jeg fra et par nordmænd ved siden af mig: "Ja nå er det bare en mil igjen, da!" Og det kunne man kun give dem ret i! Ved 5 km tænkte jeg, at den førte "femmer" var nemt klaret. Ved "nedløbet" fra Eremitagen mod Rådvad tænkte jeg "yes - det her er fedt!" Ved 7 km stod de dejligste fire drenge og deres far og heppede og gav hi-five!
Ved "opløbet" mod Eremitagen tænkte jeg "Fantastisk at stormen er i ryggen nu!" Ved 10 km tænkte jeg "Gid jeg havde taget flere 10-km træningsture". Ved 11 km tænkte jeg: "Føj for en byge ... og så i den stride blæs!" Ved 12 km tænkte jeg: "pyyyyyhhh - nu er jeg snart i mål. Men hvorfor skal vi løbe så meget op ad bakke?" Ved 13,27 km tænkte jeg: "YES! I did it! og jeg håber paramedicinerne får liv i den mand, der ligger der foran mig med hjertestop!" Det gjorde de heldigvis og vi andre kom også helskindede igennem.
På hjemvejen var jeg glad for, at jeg havde cykelhjelm på, for den tiltagende blæst fik det til at regne ned med kastanjer, bog, og kviste. Men hvor var det en fantastisk skov og natur jeg havde haft en sjov oplevelse i.
Vel hjemme igen begyndte familien sågar at tale om en tur i svømmehallen. Der sagde jeg stop ... jeg ville ikke ud i noget, der mindede om triathlon. Det måtte være nok at have cyklet 11 og løbet 13 på én dag!PS: Jeg er jo gift med en gadget, så han havde selvfølgelig udstyret mig med gps-sender, så han kunne sidde derhjemme og følge mig på ruten. Beviset ses her (omend det er gemalens billede der er på)
1 kommentar:
behovet for at se:)
Send en kommentar