Spøgelsesgangen

Hver nat mellem 2 og 4 hører jeg hurtige små trin i gangen. Det er yngestemanden, der kommer stormende med puden i den ene hånd, dynen i den anden og bamsen under armen. Han stopper i midten af fodenden af vores seng. Først kommer der en bamse flyvende, så en pude, og tilsidst kommer han kravlende op med dynen efter sig og mosler sig godt til rette i "smørhullet". Det er forfærdlig irriterende og skrækkelig hyggeligt!
I morges vågnede han som sædvanlig op ved siden af mig, og skulle så enormt meget tisse. Han lå der og sprællede i forsøget på at holde sig.
"Jeg skal tisse, jeg skal tisse!"
"Jamen så gå op på toilettet"
"Ok - for jeg er hvert fald ik' bange for mørke"
"Jeg er hvert fald ik' bange for mørke!" lød det endnu højere og bestemt. Faktsik fik han sagt det med så meget overbevisning, at han et øjeblik fik overbevist sig selv om sandheden i udsagnet.
Dernæst vraltede han ud af sengen, men idet han åbner døren ud til gangen lyder der hastige trin tilbage mod sengen og en skræk i stemmen, som ikke høres ofte fra den ellers totalt frygtløse 3-årige: "Jamen, der er jo spøgelser!"
Så var der ikke andet at gøre end at stå op og gå på spøgelsejagt!