Fusions-modernist

Jeg er den lykkelige moder til

Dart Vader

Luke Skywalker

en indianerdreng

og en fusions-modernist

Sidstnævnte er 3 år og har sin egen vilje. Så meget, at hans yndlingstrøje er den, hvor der med store bogstaver på maven står "I'm going my own way!". Et mere sandt t-shirt statement skal man lede længe efter!

Derfor var det også den, der blev valgt idag, da han skulle til fastelavn i børnehaven. Til den blå-stribede bluse valgte han de brune camouflagebukser. På spørgsmålet om, hvad han skulle klædes ud som, fik jeg kun det svar, at han skulle have sin and på (en yndig lille gul maske - en smule feminin, ja). OK tænkte jeg - han har jo sin egen vilje, så camouflagebukser og andemakse kan vel gå.

Da han så tog det røde ridderslag på overgav min moderlige æstetik sig, og jeg tænkte: "Jamen det kan jo være, at han inderst inde er en enormt kreativ kunstner, der formår at udtrykke sit indre jeg med nogle midler jeg slet ikke forstår. Måske er han grundlæggeren af den næste -isme. Måske bliver han faderen til fusions-modernismen eller noget andet vigtigt." Inden vi kom afsted havde han endda overtalt mig til at male indianerstriber i ansigtet ligesom storebroderen havde.

De første to børn vi mødte i garderoben spurgte med undren i stemmen: "Hvad er du klædt ud som?" Men inden nogen af os kom op med et nogenlunde forståeligt svar kom hans 3-årige hjerteveninde hvirvlende forbi i børnehavens absolut største og lyserødeste tylkjole. Hun slog armene om ham, kyssede ham på kinden og sagde: "Jeg synes du er sej, Wilhelm".

Jeg løb tør for ord!