Den 3-årige var pludselig væk her i eftermiddags. Det er jo aldrig rart, når der har været stille for længe, for så ved man jo, at der er noget galt. Jeg kaldte indendørs, men han svarede ikke, og jeg kunne heller ikke høre det der fnisende grin han ikke kan undertrykke, når han bevidst ikke svarer.
Jeg tog derfor turen over på legepladsen, for der var brødrene, for at høre, om han var stukket derover. Men nej. Så løb de tre brødre hjem, for de kunne da vældig godt tænke sig at tage ham på fersk gerning i at sidde i et skab el.lgn. og spille på Nintendo - vel at mærke UDEN at have fået lov af dem!
Efter en tur rundt på hans sædvanlige gemmesteder sagde jeg: Har I kigget i hjørnet bag sofaerne? Så var det, at jeg blev mødt med høj latter. Der lå han så, den lille mand. Han havde lagt sig til at sove - med hovedpude og slumretæppe og det hele!
Der er da ikke noget som en god morfar på sofaen sådan en doven søndag!
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar