Det var heldagsregn af format hos os i lørdags - af den tunge slags. Så velankommet hjem fra kirke gik vi igang med frokostforberedelserne, mens mindstemanden sov tungt på sofaen.
Jeg satte masser af levende lys på bordet og kogte en pæn mængde vand, så alle kunne få the.
Og mens vi sidder der og råhygger med regnen silende ned udenfor vinduerne siger familiens absolut største livsnyder på 7½ år: "Ih, hvor er det hyggeligt det her! Det er nu ret dejligt med en regnvejrsdag engang imellem."
Og på en måde måtte jeg jo give ham ret, for hvor vi hyggede os. Og mens faren tog sig en lur , fik vi andre ryddet af bordet og spillet spil og læst højt.
De to ældste havde en overnatningsaftale med deres fætter, så der skulle også pakkes kuffert og sovepose.
Den galante ægtemand tilbød at tage alle fire børn i bilen og køre afsted for at aflevere, så også jeg fik en rigtig regnvejrs-lørdags-sofalur. Den var yders tiltrængt og meget værdsat. Men inden de alle drog afsted i højt humør skulle der lige siges farvel og kysses og "ha det nu godt".
De sidste ord jeg tilgengæld hørte fra bagsædet af bilen var: "Du må altså undskylde Mor, men jeg tror ikke jeg kommer til at savne dig."
Nej vel så!
Det jeg savnede den eftermiddag (udover mine to store børn, selvfølgelig) var en brændeovn...
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar