Må man godt være stolt?

I dag er jeg stolt af mine børn - de to ældste ihvert fald. Utroligt så fornuftig man faktisk kan være, selvom man kun er 7½! Også selvom de igår var lige ved at få mig til at blive endnu mere gråhåret end jeg er i forvejen.
I går havde vi en TRÆLS aften. Alle var sure, trætte, irritable, grådlabile, hidsige, råbende og ...
Jeg blev da også mødt med et "Hvofor henter du os så sent?" da jeg endelig nåede til at hente dem i SFO'en - men der var en aftale, jeg skulle have overstået før jeg kunne komme.
Og derfra gik det kun nedad. Maden var ikke, hvad de havde øverst på ønskesedlen. Den yngste fik et spil mere end de andre på computeren, "I kan slet ikke li mig" og derudad.
Til sidst gik vi de to ældste på klingen, og så kom indrømmelsen: "Vi fik flødeboller i dag, fordi Andreas havde fødselsdag." Fra nu af hader jeg flødeboller! Hvorfor skal en lille brun boble med oppustet klister på en papbund få lov til at ødelægge en hel aften for en hel familie? Jeg ved det ikke, men vi er åbenbart så følsomme overfor sukker og dets afarter, at blodsukkeret ryger lige i vejret efter bare en flødebolle, og derefter dykker det helt ned i minusfeltet med aggressioner og emotionel nedtur til følge.
I dag er det så fredag - en udfordring for de sukkerfølsomme. Børnene i SFO'en skiftes til at have servering med om fredagen, og ofte er det kage. Derudover skulle de til fødselsdag.
Og så er det nu jeg bliver stolt, for vel hjemkommet fra SFO siger den ene: "Jeg sagde nej tak til roulade og tog et stykke vandmelon istedet for. Så vil jeg hellere tage et stykke kage hos Andreas i eftermiddag." Flot!
Så fik de ellers en skål nødder for at få noget protein i kroppen til at binde sukkeret og et glas "Guarmin" til at stabilisere blodsukkeret inden de blev fragtet til fødselsdagen. Og de har klaret det fint! De bad om vand i stedet for saft, og de byttede de smarties-æsker de vandt i tombolaen til blyanter. Og de nøjedes med et stykke islagkage.
Da de kom hjem var de glade og stolte over, at de havde klaret det så fint - og de kunne jo også selv mærke, at de havde det godt.
Så idag slutter jeg dagen med at være taknemmelig over, at nogle af de ting vi prøver at lære dem faktisk lykkes, og at de selv begynder at turde vælge, hvad de vil spise, og ikke bare følger efter flokken.