Klokken 2 i nat hørte jeg små trin i gangen. Jeg hørte dem, for jeg sov ikke. Roen kunne ikke indfinde sig på trods af adskillige Sudokuer, så et glas vand, vende dynen, putte lidt med manden, vende sig igen, prøve at lægge tankerne fra sig. Og så hørte jeg de små, hurtige trin - dap, dap, dap, dap, dap.
Han kravlede op, moste sig ned i midten, lagde de bare, buttede arme om min hals, kyssede mig to gange på munden og sagde: "Du er sød, Mor" - og faldt i søvn.
Tænk - det gjorde jeg også - endda med et smil på læben og en taknemlighed i hjertet!
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar