En lørdag eftermiddag kan fordrives på mange måder - vi holder af at cykle en tur. Og således også i dag. De tre ældste drenge på hver sin cykel - men mindstemand har jo en vis evne til at give udtryk for sine meninger på en ganske højlydt måde, og fortalte hele pensionistkvarteret, at han ville cykle SELV og ikke kun sidde i cykeltraileren.
Så vi tænkte - så får han da lidt motion, for turen var beregnet til ca 9 km. Så op på løbecyklen og ud af Grisestien i fuld fart. 4 km blev det til, inden han overgav sig og kom op i traileren.
På hjemturen (efter frugtpause og "kaste-sten-længst-ud-i-vandet-konkurrence" ved Vedbæk Strand) kom vi forbi en dejlig bål/legeplads ved Bøllemosen.
Og inden længe havde jeg fire drenge og en mand hængende i trægrenene over mit hoved. "Se mig, se mig" råbte de alle for hver gren de havde forceret mod toppen!
Hvorfor er det lige, at mødre med sarte nerver og et indbygget "tænk, hvis han falder ned-gen" skal udsættes for den slags manøvrer? På den anden side må man bare prise sig lykkelig over, at de fleste børn også har en far, og at fædre er mindre pylrede og synes det er lige så sjovt som dem at klatre i træer.
Pludselig står den 2½-årige på toppen af en stub i 1½ meters højde (og ja, han var selv kravlet op på den!), og ud af øjenkrogen ser jeg ham bare hoppe lige ned i skovbunden (og den har ikke godkendt faldunderlag) efterfulgt af en triumferende stemme: "Mig klarede det! Mig kunne godt!"
Og så måtte forældrene synke hjertet ned i brystet igen og takke for, at det som regel går godt, Og grine måtte vi faktisk også, for det så for sjovt ud med en flyvende søn!
Vi har efterfølgende tjekket for både hale og tommelfinger på fødderne. Han er et menenskebarn og ikke en abekat ... selvom vi nogle gange kommer lidt i tvivl ;-)
Abonner på:
Kommentarer til indlægget (Atom)
Opslag
Ingen kommentarer:
Send en kommentar