søndag den 28. september 2008

Sensommersysler

Personligt er jeg helt vild med efterårssøndage med klar blå himmel og sprød, kølig luft. Det er som om vejret siger:

"Tag nu en dyb indånding og sug den sidste energi til dig, for om lidt blir det vinter!"

Dagen blev da også nydt i fulde drag: først en lille morgenlur på sofaen til "Peter Plys", så en løbetur i den kølige formiddagsluft, så afsted for at hente de største, der har været på hyttetur med spejderne. Ved middagstid dukkede den flinke svoger op. Han gav første gang maling til den dør, der nu har leet hånligt ad mig i et år, i bytte med et olie- og dækskifte på bilen - dejligt!

Og så fik jeg hjælp af den 2½-årige til at samle gode æbler op - det blev både til en æblekage, som de fire drenge plus to legekammerater hurtigt fik gjort kål på, samt en stor gryde æblemos. Når man bare har gode, solmodne Philippaæbler, så er der ikke behov for så meget sødt i.

Kagen blev sødet med en moset banan samt et par skefulde "Birkesød", og der var ikke nogen som helst, der klagede over, at det ikke var sødt nok.
Æblemosen blev også lækker. Æblerne i sig selv har jo en dejlig smag, og når der så kommer godt med kanelstænger og hele nelliker i, så var der kun behov for meget lidt "Birkesød". Så nu har vi lidt lækkert til havregrøden i morgen tidlig og til at putte på vaflerne i de mørke vinteraftner.

Men der er flere æbler endnu, der ligger derude og venter ... håber de kan vente længe ... vi går en travl uge i møde!

Ingen kommentarer: