Med en evangelist på slæb

I dag blev der missioneret på hele Skodsborgvej. Den 4½-årige syntes han lige skulle bruge sine veltrænede stemmelæber til at kalde til bøn.
"Tra-tra-tra-ra! Alle skal bede til Gud!" gjaldede det højlydt omme fra traileren i en endeløs gentagelse de 2 km hjem fra børnehaven.

Man kan gøre tre ting i sådan en situation:
1) Dukke hovedet, trække cykelhjelmen længere ned foran ansigtet og diskret prøve at få ham til at være stille.
2) Lade som om det er det mest naturlige i verden at have en højtråbende evangelist med sig.
3) Rose og opmuntre til at fortsætte korstoget. Og måske komme med forslag til andre budskaber, der kunne udråbes for folket.
Jeg valgte nummer 2), mens jeg i det stille håbede, at jeg ikke mødte alt for mange mennesker, jeg kendte.

Men hændelsen gav da stof til eftertanke: Hvornår er det lige, at den religiøse blufærdighed sætter ind - og hvorfor? Og kan jeg virkelig sige som Paulus, at jeg "ikke skammer mig ved evangeliet"?

Hvorom alting er, så tror jeg lige vi holder en lille diskret pause med at læse den der Daniel historie i et par uger ... :-)